Hvis du vil følge min vandring kronologisk og dermed undgå at gå baglæns, må du scrolle den lange vej ned til begyndelsen …
Dag 42 ///
Rejsedag. Home sweet home anes i horisonten. Der er mange motiver at vælge imellem til at markere afslutningen på den meget, meget lange vandring. Det allermest oplagte er at lade mine vandresko få pladsen. Her er de så, fotograferet på granit i Muxia. Både granit og vandrestøvler er mærket af tidens tand. Der er naturligvis ingen tvivl om hvilken der har længst holdbarhed. Mine vandresko kan med lidt held holde til turen hjem til København – det må bare ikke regne. Jeg kan godt li’ hvordan sko og granit ser ud til at klæde hinanden trods aldersforskel. Uanset det perfekte visuelle match, så er det trods alt ret godt gået af disse ikke helt unge fødder, at de har været i stand til at føre mig tværs gennem Spanien. 1000 km +. Ovenikøbet uden at beklage sig det mindste. Tak fødder! Nu flyver vi hjem…
(ps: se en lille håndfuld ekstra fotos her)
18.05.19
——————————————————————
Dag 41 ///
Tilbage i Santiago efter stormfuld, drypvis solnedgang i havet fra en klippe i Muxia i går. Det bliver ikke bedre, selvom et besøg i dag på et madmarked + japansk mad + spansk hvidvin er en meget værdig konkurrent om end med et andet udtryk. Dagens foto: det er her jeg bor i nat. Lige ved katedralen. San Martin Pinario. Oppe under taget findes de gamle munkeceller, nu også med små badeværelser, men ellers meget spartansk. Det føles som luksus efter 40 nætter i køjeseng på sovesale af varierende kvalitet. Værelserne er forbeholdt pilgrimme, og prisen er derefter; 25 € – inklusiv morgenmad. Buenas noches.
——————————————————————
Dag 40 ///
Jeg tager med bus(!) til Muxia. Ud til Atlanterhavet, klipper og voldsomme bølger. Klipperne ligner visse steder strandede hvaler. Eller havskildpadder. Kirken helt ude på pynten, vokser ud af klipperne. På havets bund ligger en sagnomspundet stenbåd. Det er længe siden jeg sidst har set Jonathan Livingston. Fik øje på ham på en klippe. Jeg kunne kende ham på den måde han lå og nød den dramatiske udsigt.
——————————————————————
Dag 39 ///
En hviledag. Jeg er jo færdig. Men egentlig har jeg ikke brug for hvile. Jeg vil gå, jeg vil vandre, jeg vil hjem. Går ned til Katedralens officielle pilgrimskontor for at få min Compostela – beviset på latin at jeg vitterligt har gået langt for at nå frem. Jeg har haft et pilgrimspas i lommen hele vejen og der er stempler fra albergues, kirker og barer. Således beviser jeg overfor kirken i Santiago de Compostela at jeg har været alle de rigtige steder til bens. Mens jeg tålmodigt venter i kø med pilgrimme fra hele verden, ser vi hvordan gaderne spules rene med vand tidligt om morgenen. Ekstremt effektivt, der efterlades absolut intet spor fra dagens og nattens liv. København kunne lære noget her! Åh København, jeg savner dig.
——————————————————————
Dag 38 //
Fin.
————————————————————
Dag 37 //
Næstsidste dag før målet. Dagen er ikke helt som de forrige. Der hviler et slags antiklimaks over vandringen. På den ene side; jeg er så klar til at rejse hjem nu. På den anden; er jeg virkelig så tæt på mit mål? Jeg begynder at tænke på hverdagen igen. Og på verden. Begge har jeg kun en svag erindring om, så jeg må i høj grad have været tilstede i nuet derude på landevejen, i bjergene, i kløfterne og i samværet med andre pilgrimme fra hele verden. Livet har været simpelt og jeg har tillidsfuldt fulgt de karakteristiske gule pile. Nogle gange har jeg tænkt, at de også kunne være rare at have i livet. I dag fik jeg øje på en fremmed pil. Sort! Passer perfekt til mit farveunivers på denne lange sort/hvide log. Jeg kan godt li’ at pilen egentlig er malet til at vise den modsatte vej…
——————————————————————
Dag 36 //
Der ligger så mange billeder gemt i tågen som jeg vandrer i en times tid her til morgen. Jeg bliver fuldstændig opslugt af de scener der hele tiden er i forandring omkring mig mens solen langsomt får sneget lidt lys ind som et målrettet projektørlys. Jeg går langt i dag og det bliver varmere og varmere. Måske fordi tampen brænder? Jeg er to (eller tre) dage fra Santiago. Har siden starten i Alicante gået 1000 kilometer, der er omkring 55 tilbage. Peanuts. Trods de mange flotte, tågede billeder fra i morges, så vælger jeg at bringe den gamle kone til torvs. Hvem ved hvor mange børn hun har født eller hvor mange ‘caminoer’ hun har gået i sit lange liv?
——————————————————————
Dag 35 //
Fødderne kommer på arbejde da jeg efter 25 kilometer vil tage en pause. Først over en meget lang bro, langt ned til vand. Pænt uhyggeligt. Herefter er eneste mulighed at tage trappen op til byen. Portomarín. Her er det ikke naturen der bestemmer, men arkitekturen. Well, med ben af stål er det jo intet problem. Langt senere når jeg frem til Gonzar. Der er ikke meget by over den, det er ren landbrug. Lige bortset fra en lille kontrast midt i kolort og fluer; Casa Garcia har placeret sig her for at tjene trætte pilgrimme der nærmer sig hovedmålet. Vi er meget, meget taknemmelige for senge, mad og gæstfrihed.
——————————————————————
Dag 34 //
Smuk dag gennem en meget grøn skov. Går i tåge og ser beviserne på hvordan fugt gør alting så grønt. Mos. Vedbend. Gamle, snirklede og kloge træer med friske, unge skud. Møder mange rødkælke. Det er som om de vil fortælle mig et eller andet. Men hvad? I dag når jeg frem til mit albergue uden at føle mig for træt. Jeg mødes med nye venner fra Østrig, Tyskland, Sverige, USA og Danmark. Vi opdager at alberguet har en swimmingpool. Åh, happy feet!
——————————————————————
Dag 33 //
Op, op til O Cebreiro i dag. 180 etager. Pænt hårdt hvis jeg skal være ærlig. Sveden drypper fra panden under min Buff. Mine lår er faste som sten. Jeg går i en hel del kolort på klippestien der zigzagger stejlt op i en evighed. Udsigten fra toppen ville have været storslået hvis ikke det var skyet, regn og blæst. Jeg møder blæksprutteskifferskiltet (herligt ord) i den lille by på toppen og bliver mindet om den Galiciske specialitet; grillet pulpo med masser af paprika. Love it. Men må vente: jeg skal ned, ned, ned igen. Det regner og stormer. Jeg er glad for den ekstra vægt på ryggen, for ellers ville jeg være blæst væk. Knæene værker. Patagonia-regnfrakken holder hvad den lover. Nu ligger jeg i underste køje på et skønt albergue i Triacastela. Regnen fortæller eventyr på skiffertaget. Godnat.
——————————————————————
Dag 32 //
Når man sådan har vandret siden klokken seks i morges og begynder at ane en by i det fjerne først på eftermiddagen, så kan man godt gå hen og få rigtig gode ideer. Fx ville denne lille finca være en oplagt skrivehytte. Et par måneder dér, så burde romanen være klar. Men først skal jeg komme i mål med årets lange vandretur. Cirka 150 kilometer endnu – i Galicien.
——————————————————————
Dag 31 //
Går i lilla lyng til knæene. Har lyst til at ae alle de bløde bjerge der omgiver mig fra mit udgangspunkt på smalle klippestier. Op, op, op. Senere, og langt hårdere; ned, ned, ned. Det er lidt som om det følger en regel om at man ikke må være lykkelig alt for længe ad gangen. Men udsigten! Den holder begge veje. Det samme gælder spaniernes venlighed og tillidsfuldhed som følger en som pilgrim, som gæst i deres land. I dag gav det sig udtryk i en lille donativo-bod midt ude i ingenting. Her var opstillet skygge, vand, æbler og bananer. Den vandrende honorerer tilliden, og behøver ikke meget andet for at kunne fortsætte de næste mange kilometer… gracias!
——————————————————————
Dag 30 //
Tidligt ud af fjerene, begynder at nærme mig bjerge med sne på toppen. Ikke at jeg skal så højt op, men det er et godt sigtepunkt. Nu i 1400 meters højde. Der er andre der bor højt på disse egne. Storken. Det vrimler faktisk med storke. Enhver by, stor eller lille, har adskillige storkepar boende på livstid. De bygger gerne rede i kirketårne, og i mangel af et tårn, kan man også se reder på toppen af elmaster. På billedet er storkefar lige kommet hjem fra arbejde og tager sig en velfortjent lur – på ét ben (ligesom M). Okay, benet kom ned da jeg tog billedet, men jeg var ret fascineret af at den kunne holde balancen i søvne. Det er for øvrigt et andet gennemgående element ved at gå – krop og sjæl skal finde balancen for at kunne gå langt.
——————————————————————
Dag 29 //
Nyt fra M i Malaga. Diagnose: betændte ledbånd i låret. Behandling: masser af hvile og smertestillende piller. Det er en positiv nyhed, vi troede at hun var tæt på at skulle have en ny hofte. Eller ben! Hun fortæller at hun mærker en omtrent fem millimeter ændring til det bedre. Jeg er lettet på hendes vegne. Der er stadig mange caminoer tilbage i M, og jeg er sikker på at vi nok skal komme på bjergvandring lige pludselig. Lettet over de forholdsvis gode nyheder, går jeg videre. Jeg har ladet mig fortælle, at når der er en helt speciel slags mos på træerne, betyder det at luften er exceptionel ren. Går netop blandt træer med denne mos på grenene. Jeg trækker vejret dybt ned i lungerne. Renset, også mentalt. Jeg går let og ubesværet. Vælger at stoppe i Astorga efter bare 18 kilometer. Det ligner ikke mig at stoppe så tidligt, men jeg tror at det er noget jeg skal lære at gøre – bare en gang imellem. Slappe af. Tage det roligt. Så jeg leger turist. Fx er der et palads skabt af Gaudí som skal besøges. Og der er romerske ‘efterladenskaber’ rundt omkring i byen. Det er søndag: næsten hele byen er ude at promenere, nogle kigger bare på, hovedsagen er at de er kommet ud ad døren.
——————————————————————
Dag 28 //
Finder ind til en ny rytme i vandringen, nu alene og i godt selskab. Ruten er velkendt, det er her jeg oprindeligt blev bjergtaget (siger man stadig det?) af den lange vandring – i al slags vejr, med ømme muskler måske, men med en lethed og stor glæde ved at være i stand til bare at gå, gå og give slip. Dagens etape er lige ud af landevejen. Det vil sige på en lille sti langs en hovedvej. Ikke den store udfordring, men solen skinner og jeg går langt på literen. 35 kilometer fra Leon finder jeg en lille snegl under en sten: et lille visitkort fra et grønt zen albergue. Jeg kommer ikke til at fortryde at jeg vælger dette sted. Her er ro og varme fra de frivillige medarbejdere der driver alberguet. Og en mesterkok der tryller de lækreste grønne retter frem. Det bedste aftenmåltid hidtil. Selskabet består af spaniere, koreanere, en tysker og en amerikaner. Og en dansker. Solnedgang bag et sneklædt bjerg. En sovesal til 20 med solide køjesenge, vi er fire om at dele hele salen og vi vælger hvert vores hjørne i en underkøje. Ud af 28 forskellige senge siden vandringens start, er denne den bedste.
——————————————————————
Dag 27 //
Adios M. Jeg tager en bus til Aranda, og herfra endnu en bus til Burgos. Jeg føler mig som en forræder overfor mine velfungerende ben, overfor min pilgrimsfælle og vores plan om at gå rigtig langt og i rigtig mange bjerge. For hulen da, vi var nået lige præcis halvvejs! Jeg går mod katedralen i Burgos og finder et albergue (vandrehjem). Lang kø af pilgrimme der venter på at blive lukket ind i varmen. Det er bidende koldt. Jeg kommer i tvivl om jeg er parat til denne mere populære camino. Vælger istedet at vandre ud til togstationen og smutte videre med højhastighed til León og tage den til bens mod Santiago de Compostella derfra. Vejrudsigten lyder meget bedre i León, og da vi i høj grad har taget vores andel af dårligt vejr, kommer det til at styre min beslutning. To timer i tog og det er blevet sommer. Good choice. Men der er naturligvis også mange pilgrimme her. Fra hele verden. Jeg må se at lære dem at kende. Men først et glas vino blanco.
——————————————————————
Dag 26 //
Stadig i San Esteban. Min kære pilgrimsven er ikke i stand til at gå ét eneste skridt mere. Maggies mand er på vej i bil for at bringe hende til deres lokale hospital i Malaga. Når man ufrivilligt ikke kan gennemføre hvad man har sat sig for, er der ikke meget andet at gøre end at overgive sig og bede om hjælp. Vi så ikke dette komme da vi for 25 dage og knap 700 kilometer siden tog det første skridt ud af Alicante. Vi er to erfarne pilgrimme som vandrer vores syvende camino i Spanien. Man kan vel nærmest kalde os professionelle vandringskvinder. Nu er vi sat skakmat. Maggie er. Jeg har et valg og prøver at få et overblik over mulighederne: Færdiggøre La Lana (kun fire dage endnu)? Tage en bus til delmålet (Burgos) og gå videre på den mere kendte Camino Frances til Santiago de Compostella? Tage hjem? Gå en tur i Dyrehaven?
——————————————————————
Dag 25 //
Vi er tilbage i samme bar fra i går! Den venlige bartender fra The Addams Family er klar med vino Blanco til os efter jeg har slæbt begge rygsække op på værelset.
Vi når at gå omkring 25 kilometer i dag ud af planlagte 32, da Maggie, min pilgrimsmedvandrer, pludselig får problemer med at gå. En hofte råber op og alt ændrer sig. For en der går langt og er god til det, er det svært at acceptere at kroppen tager over og sender en smerte der hæmmer førligheden totalt. Vi mødes igen af en spansk engel; en kroejer i en lille landsby tilbyder at køre os tilbage til dagens udgangspunkt, San Esteban. Maggie er stort set ikke i stand til at gå de tre skridt det kræver at komme hen til bilen. Det er så ufatteligt, vi har jo ‘lige’ gået omkring 600 kilometer, så det at gå er vores speciale. Vi vender tilbage til skadestuen som vi også frekventerede i går (det er en anden historie). Tomas, vores engel, venter udenfor mens Maggie ses efter, får en blokade og medicin, og beordret et par dages ro. Han kører os til vores motel fra i går, vi krammer, takker og overtaler vores engel til at modtage penge for den uvurderlige og kærlige hjælp. Hverken vandreture eller livet i almindelighed går snorlige eller helt som planlagt…
(01.05.19)
——————————————————————
Dag 24 //
Kommer pludselig lidt bagud med at tage billeder og tekste. Det kan ske når man går langt, selvom det kan se ud som om tid er det man har allermest af. Men den går og fyldes op selvom det er en helt anden hverdag jeg er vant til. Jeg går mod sneklædte bjerge, de drager og giver energi til en 30 kilometer dag på grus og asfalt. Der er god tid til at nyde naturen, en hjort i ny og næ. En hare. Ser den første stork. Vi ender på et motel i San Esteban de Gormaz. Baren ligner alle de andre…
——————————————————————
Dag 23 //
I dag vandrer vi ind i kløfter. Det er ekstrem dramatisk. Vi forstyrrer en grib, den flygter med bredt vingefang kun et par meter over os. Jeg kan endnu høre lyden. Små stier snor sig længere og dybere ind i kløften, det er en udfordring at gå her, for man vil hele tiden kigge op på klipperne, men stiens beskaffenhed kræver at det er der man først og fremmest skal rette opmærksomheden hen. Vi går i gåsegang, Maggie og jeg og det Schweiziske ægtepar, vores nye pilgrimsvenner. Fire geder i god form når frem til en lille, isoleret landsby med tre indbyggere. Den ene er kromor og hun sørger godt for os og får os installeret i et hus, primitivt, men godt. Hun står tidligt op næste morgen og forbereder vores morgenmad. I sandhed en spansk engel.
——————————————————————
Dag 22 //
Forlader by og fæstning på toppen. Finder sporet. Nattergal. Lærke. Gøg. Sneklædte bjerge. Vindmøller der ikke er værd at kæmpe imod (de står helt stille). Fyrretræer. Sol ikke mindst. Hjorte der smutter. En dag i stikord. Nu på gede- og fårestier. Stiger til 1310 meters højde. Skønt at slide på disse intuitive stier. Det er råt og godt. Ruta de La Lana har taget sig sammen.
——————————————————————
Dag 21 //
Endelig sol i dag. En lang vandredag. Her er skyggen af mig selv. Alt godt, må skrive senere – nu på vej ud i solen til dag 22 …
—————————————————————
Dag 20 //
Nok den bedste vandredag i dag. Gik en stor del af dagen langs en mindre, hastigt flydende flod i en dramatisk udseende kløft. På begge sider rejser klipperne sig højt og klemmer flod, popler og sti inde i deres midte. Det er her vi går og kigger op. Et paradis for store og små fugle. Og for pilgrimme. Vi forstyrrer en del ørne, der har siddet camoufleret på klippefremspring, og nu kaster de sig ud og vinker til os. På den øverste klippekant får vi øje på gribbe! Nattergale synger. Vi sætter fodspor ved siden af dyrespor. En ræv? Det er herlig meget vild natur vi endelig befinder os i. Den udfordrer os også idet floden et sted er gået voldsomt over sine bredder og flyder ud over vores grusvej. Der gives ingen mulighed for at gå i sikkerhed i græs og krat langs kanterne, så der er kun én udvej; af med støvler og find klip-klappere frem. Vandet er isnende koldt bjergvand og det bliver dybere som vi bevæger os langsomt frem. Fødderne nyder faktisk dette kuldechok, de bliver varme og tilfredse. Klar til endnu en dag i morgen.
——————————————————————
Dag 19 //
Vejret? Koldt, men tørt. Blå pletter. Uberegneligt. Efterår. Men vi skal ud i det. Vamos. Landskabet bølger, jeg forventer hvert øjeblik at møde Frodo. Vandrer gennem små landsbyer. Jeg falder for et lille hus med fine tatoveringer på facaden, skyggen vidner om solen som vi har savnet længe. Årstallet genkender jeg. Billedet må derfor i hus. Vi når frem til dagens destination et par minutter før regnen vælter ned, og tjekker ind på rådhuset, hvor en meget venlig Ana stempler vores pilgrimspas og fører os over i byens teater. Hun pumper madrasser op og anretter dem oppe på scenen. Her skal vi sove i nat sammen med et Swiss ægtepar der vandrer i vores kølvand. Vi planlægger at opføre en komedie.
————————————————————
Dag 18 //
Vi starter ud i tørvejr og et imponerende vandfald og nattergalesang. Herefter regn, regn, regn. Og kulde. Svup, svup for hvert skridt. Landskabet omkring os er helt sikkert smukt i solskin, men når man går i regnen, ser man snarere indad. Men mest af alt giver jeg mit hovede den primære opgave at drive kroppen frem. Svup, svup. Den svarer igen lidt senere ved at give mig en lille vabel. Rimeligt. Nu er vi trådt et par kilometer væk fra La Lana ruten for at finde ly for natten i Las Vegas – et lille truckerhotel. Jeg lærer at vegas betyder fladt og frugtbart, så jeg skal ikke begynde at undre mig over navnet på dette lille, stille hotel langt ude på landet. Nu drikker vi vin og orujo med to herlige spanske pilgrimme. Det regner udenfor…
———————————————
Dag 17//
Afsted 06 i morges. Forsøg på at komme langt inden regn. Ud af landsbyen i sløv måneskin. Så farer vi vild og må gå langt igennem en mark med oliventræer for at finde en gul pil. Det lyder sikkert en anelse poetisk, det der med oliventræer, men marken er ren, rød pløre. Tilbage på sporet igen: mudderveje, stigende, faldende, ekstrem udfordrende. Jeg er klar til at dykke med det røde ler klæbende som bly til mine vandresko, som for øvrigt er gennemblødte af vand og derfor pt fungerer ligesom en våddragt. Vi går tæt på to bjerge med flade granittoppe. Vi dropper turen op på toppen, jeg prøver at tage en selfie med bjergene som baggrund, men mislykkes. De sidste ca. 12 kilometer i bjergene er på små stier som geder har trådt før os. Her trives vi trods regn og hagl. Og kommer frem til vores ly for natten; et lille rum i tilknytning til en bullring.
——————————————————————
Dag 16 //
24 kilometer på la lana landevej (flygter stadig fra rødt mudder) og heldigvis er de sidste seks kilometer på grusstier i et smukt bakkelandskab. Oliventræer. Grønne marker. Røde marker. Nåletræer. En hjort. Solen kommer endelig frem. Vi er på vej ned i endnu en kløft, der er en snert Shangri-La over landskabet, men solen forsvinder og vores overnatningssted er iskoldt. Et ‘palads’ fra det 16. århundrede, brugt som kontor og fængsel under inkvisitionen. Vi tildeles kontoret, men kan man overhovedet sove der? Går lidt rundt i stille landsbygader, hvor en del huse er forladt og i forfald. Jeg hører to hunde gø oven over mig. Ikke alle er stukket af…
——————————————————————
Dag 15 //
Kort om de traditionelle spanske barer, part II: Udstrålingen og effektiviteten hos bartenderen varierer en del. Der kan være effektivitet, men et total fravær af noget venligt, eller der er hverken god service eller det mindste smil. Det er slemt, men jeg står imod alt bare jeg kan få min cortado. En anden underholdende ting at observere: enhver bar har mindst én enarmet tyveknægt, der står og blinker ensomt, og ofte er der klemt et bordfodboldsmonstrum ind. Nogle er meget gamle og smukt slidt, de små fodboldspillere har stået på mål for meget gennem årene. Jeg sludrer om dette fordi dagen i dag var lang og kedelig på landevejens asfalt. De hvide biler kom kørende imod os som målrettede Storm Troopers. Men hellere det end at sidde fast i rødt mudderklister.
——————————————————————
Dag 14 //
I dag ligner landskabet Mols Bjerge. Lidt. En lærke, en gransanger og en svale. Og så er der ørnene. Jeg har aldrig før set så mange ørne på én gang. At tælle de svævende, sorte væsner, er lidt af en opgave og jeg overvældes af tallet. 60! Jeg kan bedre lide at de er et sjældent syn og færre i luften. Det jeg ser her, er ren Hitchcock. Senere erstattes asfalten af et traktorspor. Vi er glade for at komme væk fra civilisationens hurtigkørende biler. Glæden er kort, vi er nu havnet i et rent mudderklistermareridt. Vores vandrestøvler/sko klistrer fast til stien, og tilføjer et par ekstra kilo at trækkes med på hver fod. Vi vender tilbage til landevejen gennem en nypløjet mark, rød ler bygger op under sålerne. Billedet af mine vandresko er taget senere efter omkring seks kilometer på landevejen, det meste mudder er efterladt på asfalten. Skoene ser ganske afslappede ud nu ser jeg, det er ikke helt rimeligt.
——————————————————————
Dag 13 //
Hviledag i Cuenca. Semana Santa. Påske. Den stort anlagte religiøse Påskeparade gennem den gamle bydels gader er aflyst på grund af den silende, vedvarende regn. Vi fortrænger vores indre pilgrimme og vandrer til The Parador og drikker varm chokolade i luksuriøse omgivelser. Smutter ud i regnen igen, går over broen til de ‘hængende huse’ og forvilder os ind i en klosterkirke. Nonner i hvidt synger, og beder længe i kor. Vi ser dem kun bagfra. Alter og vinduer er farverig kontrast til de hvidklædte. Jeg ser de rødklædte kvinder fra HBO serien A Handmaid’s Tale for mig, der er noget ret uhyggeligt over denne virkelige scene jeg er iagttager af, men hvis menig og religiøse betydning jeg naturligvis intet kender til. Måske er det smukt ligesom billedet i farver er, men jeg vælger nu alligevel det sort/hvide, dels for at holde fast i mit dogme, dels fordi jeg synes der var noget meget uhyggeligt over disse hvidklædte kvinder.
——————————————————————
Dag 12 //
Regnjakke og regnoverslag til rygsæk kom frem i dag. Trods alt en god start for de to seje pilgrimme, vamos, ud på grusvejen med os. Lyden af regn på hætten lokker gode minder frem. I sommerhus. Varm kakao og en mor der læser højt. Det er en varm tanke at vandre på, alder og tid ophæves så nemt, også her. Der filosoferes videre over hvordan denne vandring er en så tydelig og simpel parabel over livet, fra start mod afslutning. Selv en enkel vandredag rummer livets op og ned. Vildt at opleve det så tydeligt bare ved at gå. Og gå. Og derfor går jeg. Filosofi slut. Vi når dagens mål, Cuenca, i al for meget regn. Jeg folder min latterlig lille rejseparaply op for at blende ind. Den gamle bydel vokser bogstaveligt ud af klipperne, og vi har planlagt en hviledag for netop at udforske byens arkitektur og historie. Vi forventede ikke regnens benspænd, men vi accepterer det.
——————————————————————
Dag 11 //
De seneste tre dage har været lange stræk. Det sætter spor i kroppen. I ankler. Og knæ. Mentalt rumsterer det også lidt. Tanker om nu at være nået en femtedel ind i den længe planlagte vandretur, hvirvler rundt i forskellige retninger. En femtedel; ikke længere! En femtedel; vildt allerede at været nået så langt. En femtedel; hvordan i alverden er jeg kommet på den tanke at gå så langt så længe?! I forlængelse af disse tanker, var der lagt en mindre forhindring foran os. Midt i skoven førte vejen til en stor gitterport med et noget foruroligende skilt. Gule pile på den anden side af porten gav os mod til at åbne og træde ind på ‘forbudt’ område. Her var en mere rå natur og snirklede, små stier. Klipper. Mos. Rådyr og ravne. Alt gav god mening igen.
Ps: informationen på skiltet handler ikke om at vi ville blive skudt (!), men at det ikke er tilladt at skyde/jage i dette område. Det fandt vi først ud af bagefter….
——————————————————————
Dag 10 //
Varmeste dag hidtil. Længste etape. Lidt for mange skridt på landevejens asfalt, hvilket giver ankelsmerter og anfald af kedsomhed. I det øjeblik vi drejer ind på en skovsti, forsvinder smerterne. Går på en aflang bakketop i timevis i en skov af nåletræer. Selv træerne begynder jeg at blive lidt træt af efter tre timer uden variation for blikket. Senere sker der lidt, da vi kommer til en åbning i skoven. En bonde er ude at gå med sine hunde og et æsel. Mere skal der ikke til for at glæde disse to (seje) pilgrimme. Jeg lader parentesen stå omkring seje lidt endnu…
——————————————————————
Dag 9 //
Afsted klokken syv. 10 km til morgenkaffen, det smager den om muligt endnu mere himmelsk af. Afstand fra a til b i dag; 32 km. De sidste fem føles som otte 1/2. At ankomme om eftermiddagen til en mellemstørrelse by langt ude på landet i Spanien, er lidt som at lande på Mars. Nada liv. Af og til tænker jeg, om der er sket noget slemt i verden som vi ikke har hørt om. Alle er flygtet, undtagen os. Men senere er der lidt liv i gaderne når kirke og barer åbner. Vi bor gratis på Mars – og koldt. Får udleveret to yogamåtter og et enkelt tæppe til deling. Sovepose og alt tøj i rygsækken kommer i brug så vi ikke skal fryse for meget i nat i byens gamle sportshal.
——————————————————————
Dag 8 //
Beruses i dag af synet af vinmark efter vinmark efter vinmark; vinstokke af forskellig herkomst er plantet snorlige i den rige, røde og stenfyldte jord. Ovenover hænger lærkerne. Af og til spæner en hare henover stien foran os. Andet sker der ikke. Derfor kommer gamle vinstokke til at ligne vismænd. De gestikulerer overbevisende med arme og ben. Yngre vinstokke, eller måske bare en anden sort, står som korsfæstede med armene tvunget ud til hver side, neglet fast for evigt til de udspændte stålwirer. Der er endnu ikke et eneste grønt blad at se. Vi tænker om vi skal drikke et glas vin i aften eller bare lade være.
——————————————————————
Dag 7 //
Den syvende vandredag! Burde måske være en hviledag? Ikke desto mindre blev denne dag den hidtil bedste. Bedre vejr; ingen vind og blå himmel. Solopgang 7:33. Vores skygger lignede hulemalerier malet på de grønne marker. Efter 15 km på små stier i bakker med udsigt til fladt højland, stod vi pludselig over en afgrund. Vitterlig. Stor wow-effekt: en kløft foldede sig ud ca. 209 meter under vores vandrestave. Ubeskriveligt. Udsigt til by og borg på den modsatte kløftvæg. Google Casas Ibáñez og få syn for sagen. Vi gik ned og op og videre. Der er mange billedmuligheder fra denne dag. Jeg vælger et religiøst motiv, det er trods alt en pilgrimsfærd i et katolsk samfund jeg har begivet mig ud på. Men der er én ting i det valgte billede, som tager brodden af al højtidelighed, eller i hvert fald forener den med et nutidig og uventet kommercielt udtryk. En kirketjener fortæller os, at dekorationen der svæver under kuplen, er lavet af Nespressokapsler!
——————————————————————
Dag 6 //
Frost i nat. 3 grader og blå himmel når vi starter. Alt står knivskarpt, men alligevel ser vi ingen får på uldruten so far. Vi bare går og går. Overnatter på et albergue/refugio (herberg) i tilknytning til et sportscenter i Alatoz. Som sædvanlig har der ikke været en interiørdesigner ind over, men til gengæld hænger der det flotteste skilt udenfor. Som vandrende grafiker må det være tilladt at vise skiltet i udsnit og med skygger.
——————————————————————
Dag 5 //
Hører ørne skrige højt oppe over mig. Lykke. Foran mig har jeg Det Glade Bjerg de næste tre timer. Himlen er uventet blå og optimismen er vendt tilbage efter vandring i en kold blæsende vind hele dagen i går. På alle bjergrygge står der uendelig mange vindmøller. Vi er trådt ind i Castilla La Mancha og jeg ser ridderen og hans tro væbner overalt. Der var endelig mulighed for at vaske tøj på alberguet og en tro på at solen ville tørre tøjet hurtigt i den lille baggård. Nu skal man jo nok ikke tro for meget, især ikke på vejret. Mens vi var ude for at proviantere i den anden ende af byen, kom en voldsom regnbyge forbi.
——————————————————————
Dag 4 //
Kort om de traditionelle spanske barer: De er forfærdelig grimme, der er konstant gang i noget på storskærmen, og ved bardisk og borde er der ofte mange gamle mænd. Men de kan noget, de smagsløse barer, de fungerer som et slags forsamlingshus eller en form for lokal bofællesskab. Det er disse barer vi frekventerer og er meget afhængige af. Vi er taknemmelige når en bar har åbent klokken seks om morgenen, så vi kan få morgenkaffe. Eller en iskold øl når vi kravler i etapemål – fx i dag efter 28 kilometer i kulde og blæst. Eller lækre tapas og forbavsende god hvidvin om aftenen.
——————————————————————
Dag 3 //
Snegle og harer i dag. Modsætninger. Et passende billede på hvordan jeg går forskelligt i løbet af dagen.
Nem, men lang vandring i fladt landskab, det kan godt være lidt kedeligt, men men; der er udsigt til bjerge hele vejen rundt, så hvem kan klage. I går vandrede vi op ad 300 trin til en borg fra det 14. århundrede. Det lykkedes os ikke at indtage den, men det gav os et sigte i horisonten til dagens vandrings mål. Mentalt er det faktisk hårdt at kunne se langt, at se hvor man skal hen, man nærmer sig jo med sneglens ‘fart’ og føler at man aldrig når i mål. Så hellere gå langt uden at vide hvor man skal hen for netop dér kan jeg blive i nuet.
Dagens foto er naturligvis til Johan.
——————————————————————
DAG 2 //
Det er stadig nyt for kroppen at bære vægten af rygsæk og forventninger. Vi går i tre timer uden anden pause end for at stoppe for at fotografere et eller andet. Indrømmet, ben og fødder bliver ømme. Mærkes især efter en pause når vi rejser os igen og krænger rygsækken over skulderen. Av. Det er skønt at lide lidt, for jeg er taknemmelig for at benene virker perfekt og at jeg kan se hvor de gule pile gemmer sig. Lad mig også tilføje at vi har nydt en liflig spansk hvidvin på … bar El Toro.
——————————————————————
DAG 1 //
Endelig på vej. Til fods og med huset på ryggen. Alicante sover endnu bortset fra små gule mænd der spuler gader og fortove rene. Vi vender dem tillidsfuldt ryggen og retter blikket mod bjergene. Jeg vandrer med Maggie, en garvet Caminopilgrim fra UK, der ligesom jeg gik den allerførste Camino med den yngste datter.
I dag 30 km. De første 15 ud af byen gennem industri, forfald og affald. De næste 15 i bjergene i hård blæst og endelig sol. La Lana ruten er for det meste fint afmærket med gule pile, man lærer at holde øje med dem på kantstene, træer og sten på stierne og man kan derfor navigere helt uden kort og gps. Nogle gange markeres andre ruter på skilte midt ude i ingenting. Andre gange har nogen glemt at tekste skiltene. Det åbner pludselig op for helt nye tankeruter…
——————————————————————
DAG 0 / /
Jeg mødte denne snegl sidste år da jeg vandrede i Portugal og følte mig straks forbundet med den. Døbte den Espedal. Når man går langt på egne ben, føler man et vist fællesskab med alle dem der kender til det lange stræk. Mine spor sætter mærker i mine tanker og i min krop, der er rigelig tid til dialog i mellem de to. Det er næsten for oplagt at sige at jeg snegler mig af sted, men nu er det sagt, for det er lige præcist det man gør når man tager det første skridt, går de første 100 meter, den første kilometer, den næste. Snart påbegynder jeg endnu en vandring på 1.500 kilometer i Spanien. Starter i Alicante og planlægger at slutte i Fisterra (verdens ende).
PS: Hvis du har undret dig over hvorfor det er et får der fører dig hertil fra forsiden, så er forklaringen, at den første rute (ud af fire) jeg skal vandre i år kaldes Camino de La Lana. Uld-ruten. Alicante til Burgos.